Search the database



Search this site


Ove Juul 

Ove Juul[1]


StartsideStartside    SøkSøk    Skriv utSkriv ut    Legg til bokmerkeLegg til bokmerke

Personlig informasjon    |    Kilder    |    Alle    |    PDF

  • Fødsel  23 Okt 1615  Villestrup Finn alle personer med hendelser på dette stedet  [1
    Kjønn  Mann 
    Død  29 Mai 1686  Villestrup Finn alle personer med hendelser på dette stedet  [1
    Person ID  I2589  Kaas | Juul
    Sist endret  10 Okt 2007 

    Far  Iver Juul,   f. 14 Aug 1563, Willestrup Finn alle personer med hendelser på dette stedet,   d. 23 Nov 1627, Kongslev, Norge Finn alle personer med hendelser på dette stedet 
    Mor  Ingeborg Parsberg,   f. 1584,   d. 28 Des 1665, Willestrup Finn alle personer med hendelser på dette stedet 
    Gift  xx Des 1602  Viborg, Nørlyng herred, Viborg amt Finn alle personer med hendelser på dette stedet 
    Famile ID  F1068  Gruppe-skjema

    Familie  Kirsten Frederiksdatter Urne,   f. 1628,   d. 16 Feb 1672, København Finn alle personer med hendelser på dette stedet  [1
    Barn 
    >1. Frederik Juul,   f. 11 Okt 1661, Aalborghus, Alborg Finn alle personer med hendelser på dette stedet,   d. 01 Jan 1721
    Sist endret  10 Okt 2007 
    Famile ID  F1067  Gruppe-skjema

  • Kilder 
    1. [S1] Danmarks Adels Aarbog, (Danmarks Adels forening).

Ove Juul (1615-1686)

(Hentet fra Dansk biografisk Lexikon)

Juul, Ove, 1615-86, til Villestrup, Vicestatholder i Norge, Vicekansler, Søn af den ovfr. nævnte Iver J. og Ingeborg Parsberg, blev født paa Villestrup 23. Okt. 1615. Efter at have gaaet i Sorø Skole foretog han 1633-39 en Udenlandsrejse, under hvilken han først studerede i Wittenberg, gjentagne Gange besøgte England og Nederlandene, men navnlig opholdt sig i Frankrig og Italien; hans Dagbogsoptegnelser vidne om en ikke almindelig Interesse for, hvad han mødte af Kunst og andre Seværdigheder. Strax efter sin Hjemkomst blev han Hofjunker, fulgte med Rigsraaderne Corfits Ulfeldt og Gregers Krabbe, da de 1640 gik som Gesandter til England, blev 1641 Kammerjunker hos de af Kongen opdragne Fyrster Frands Philip af Glücksborg og Hans Bugislav af Nordborg og var 1647-48 Hofmester hos den første af disse og hans Broder Christian paa deres Rejse til Nederlandene og Frankrig.

13. Juni 1649 havde han i Kjøbenhavn Bryllup med Kirstine Urne, Datter af Frederik U. til Bregentved, forlenedes 1653 med det ikke bortsolgte Krongods i Svendstrup Len og gik 1655 som Resident til Stockholm. Hans Ophold her blev dog kun kort paa Grund af Carl Gustavs Krigstog til Polen; derimod sendtes han i Febr. 1656 til den svenske Konge, der da befandt sig i Preussen, dels for at meddele ham, at der ikke kunde være Tale om at slutte nogen Traktat med ham, uden at Generalstaterne vare optagne i denne, dels og vistnok navnlig for i det hele at holde Øje med hans Færd. De Erfaringer, han her indhøstede, bevirkede, at han efter sin Tilbagekomst til Danmark under Stændermødet i Odense i Febr. 1657, hvor Krigen mod Sverige i Virkeligheden besluttedes, bestemt tilraadede at gjøre et agressivt Stød mod Pommern, men, som han skriver i sin Dagbog, «andres Tanker vare paa Bremen, til vor store Ulykke». Snart kom dog det Tidspunkt, hvor Frederik III bestemte sig til paa ny at benytte hans Hjælp og hans Kjendskab til Svenskekongen. Da denne i Febr. 1658 stod som Sejerherre paa Sjælland, og de Underhandlinger, som Rigshofmesteren Joachim Gersdorff og Rigsraaden Christen Skeel havde aabnet med ham i Vordingborg, ikke havde ført til noget Resultat, sendtes O. J. til ham i en særlig Mission for at søge en taalelig Fred med Udsigt til en Besegling af den ved en nærmere Alliance mellem de nordiske Riger. Han opnaaede ogsaa, at Carl Gustav lovede, at hans Hær skulde blive staaende stille et Par Dage. Da saa Underhandlingerne gjenoptoges i Taastrup, overdroges det O. J. at forsøge paa at vinde Corfits Ulfeldt, den svenske Konges betroede Minister, ved store Løfter. Dette blev dog forgjæves, men da efter Præliminærfredens Undertegning i Taastrup, til hvilken O. J. havde medvirket, den endelige Fred skulde sluttes i Roskilde, sendtes han atter af Frederik III til Carl Gustav, hvem han traf i Kjøge, og opnaaede her, at Svenskekongen gav Afkald paa sit Forlangende om at faa 2000 Mand Fodfolk. Efter Fredslutningen sendtes han for fjerde Gang til Carl Gustav for at anmode ham om, at de danske Tropper maatte blive nogen Tid i Skaane, en Mission, der nær havde bragt Krigen til atter at udbryde. Dog trak Uvejret over, og O. J. sammen med Henrik Bielke afhentede Carl Gustav 3. Marts for at ledsage ham til det mærkelige Møde med Frederik III paa Frederiksborg.

Det er klart, at han under disse Forhold var kommen i stor Gunst hos sin Konge, muligvis har ogsaa hans betydelige Dannelse bidraget sit hertil. Umiddelbart efter Freden forlenedes han med Mariager Kloster, og i Perioden mellem de to Svenskekrige overdroges ham gjentagne Gange atter Missioner til Carl Gustav. Først sendtes han i April til ham i Gøteborg for at ordne Striden om de Ryttere, Frederik III skulde overlevere til Svenskerne; her fattede han allerede Mistanke om, at Carl Gustavs Planer sigtede til en ny Krig, og denne Mistanke voxede, da han anden Gang sendtes til ham paa Gottorp i Juli Maaned; efter sin Hjemkomst gjorde han Frederik III opmærksom paa Grundene til sin Frygt og raadede til en hurtig Afslutning af Forhandlingerne med Sverige for at undgaa en ny Krig. Efter dennes Udbrud opholdt han sig for det meste paa sin Gaard Kragerup i Sjælland og spillede ingen Rolle i de store Begivenheder. Da saa det store Stændermøde traadte sammen i Sept. 1660 i Kjøbenhavn, møde vi O. J. trods hans hidtidige nøje Forhold til Kongen mellem den bestaaende Forfatnings ivrigste Tilhængere; han var en af Adelstandens befuldmægtigede under Forhandlingerne med de andre Stænder, og til ham henføres den stolte Ytring: «End ikke Kongen kan imponere Adelen noget». Men desuagtet veg Frederik III’s Naade ikke fra ham. I Marts 1661 var han Medlem af den Kommission, der skulde forhandle i Malmø om Kongens Kjøb og Afstaaelse af skaanske Adelsgodser til Sverige som Vederlag for Bornholm, s. A. i Sept. blev han Assessor i Kancellikollegiet og tillige Amtmand over Aalborg Amt med dets underliggende Len i Vendsyssel samt over Dronningborg Amt; Mariager Amt beholdt han desuden til dets Udlægning til Kronens Kreditorer 1664.

I de følgende Aar benyttedes han ogsaa i forskjellige Hoftjenester. Øjensynlig havde han hurtig sluttet sig til det nye Regimente. Men stærkest viste dette sig, da han i Febr. 1669 udnævntes til Gehejmeraad, Assessor i Statskollegiet og Højesteret og tillige til Vicestatholder i Norge. Grunden til denne Ophøjelse var uden Tvivl nærmest hans nøje Tilknytning til den mægtige Minister Christoffer Gabel; umiddelbart derefter forlovedes hans Datter med dennes Søn Frederik, og han havde saaledes aabent brudt med det store Parti inden for hans Standsfæller, der betragtede Gabel som sin værste Fjende. Til Norge rejste han i Okt. 1669 og blev der, til han i Avg. 1671 med Orlov tog tilbage til Danmark. Under sit Ophold her mistede han 16. Febr. 1672 sin Hustru; i Maj s. A. vendte han tilbage til Norge og blev der i 2 Aar. Imidlertid var hans Velynder Gabel bleven styrtet, og et Øjeblik havde man ventet hans Afskedigelse som Vicestatholder som Følge heraf; men hans Stilling blev urokket, han blev 1671 Danebrogsridder ved Ordenens Indstiftelse og knyttede sig foreløbig nøje til Griffenfeld. Men i rette Tid skilte han sin Sag fra dennes, blev strax efter hans Fald, i April 1676, udnævnt til Vicekansler i danske Kancelli og Præses i den af ham selv kaldte «vanskelige Kommission», som dømte den styrtede Rigskansler.

Fra Vicekanslerembedet afskedigedes han i Dec. 1679. Derefter blev han 1680 Medlem af den Kommission, der for tredje Gang skulde revidere Udkastet til Danske Lov, og endelig i Okt. 1681 udnævnt til Stiftamtmand over Aarhus Stift og Amtmand over Aarhusgaard, Kalø og Stjærnholm Amter. Som Medlem af den Kommission, der skulde dømme i Sagen mod Oluf Rosenkrantz i Anledning af dennes Skrift «Apologia nobilitatis Danicæ», stemte han 1682 for, at Rosenkrantz skulde miste sin Gehejmeraadscharge og bøde 6000 Rdl., desuden skulde den omtvistede Bog forbydes.

Han døde 29. Maj 1686. Hans litterære Interesser viste sig, foruden i hans vidtløftige og som historisk Kilde vigtige Dagbogsoptegnelser, bl. a. i hans Besiddelse af et Bibliothek og i hans Udarbejdelse af et Skrift om romerske Mønter; 1676 var han ogsaa bleven Medlem af en Kommission, der skulde undersøge den af Vitus Bering forfattede danske Krønnike. Hans Portræt gjør et alt andet end behageligt Indtryk; det fyldige Ansigt skæmmes af stærkt markerede, ufine, nærmest brutale Træk.

Hist. Tidsskr. 3. R. III, 417 ff.
Tauber og Nielsen, Embedsmænd i Aalborg S. 53 f.

J. A. Fridericia.